Af John Löwenstein, medlem af foreningen siden 1967

Oplevelser som ung har det med at brænde sig fast på nethinden, oplevelser man glædes over, når blikket og tankerne vender tilbage i tid.
Mine oplevelser med ’øen’ starter som stor dreng, hvor vi cyklede fra Odense M, og til Stige Ø.

Vi fiskede, kiggede på fugle, gik vel også lidt på ’ulovlig jagt’ med bue og pil, indrømmer jeg gerne nu så længe efter. J
De landskabsmæssige træk er ændret en del siden ’60/70’erne.. Dengang ændrede landskabet sig allerede til ’natur’, når man passerede lystbådehavnen, fladvand det meste af strækningen langs Ø. Dæmningsvej, helt ud til de ’Sorte Huse’ , masser af vadefugle i det lave vand, klyder, rødben, strandskader, ryler, præstekraver osv..
Sorte husene og Stige Ø var et rige i sig selv, her herskede naturen, og jægere og fiskere nød godt af det rige fugleliv og daværende gode muligheder for at fange og en god gang ål til middagsbordet.
Tiderne skiftede, lossepladsen blev anlagt og ødelagde en del af stranden. Den friske lugt af fjordvand og tang ændrede sig til lugten af losseplads, specielt, når vinden kom fra sydlig retning.
Heldigvis er lossepladsen for længst nedlagt, og området har antaget lidt andet udseende. Der fanges ikke mange ål, men derimod er der nu et godt havørredfiskeri.
Til gengæld er mågejagten nok ikke så god som den var i gamle dage. J

Jagten på øen, som jeg husker den

Som 16-17 årig fik jeg jagttegn og konservator, John ’Jor- en nabo til mine forældre – som kom på Stige Ø, fik mig meldt ind i Midfyns Jægerklub. Jeg husker ikke kontingentet eller prisen for et Ø kortet, men prisen var alle pengene værd. De næste mange år kom jeg jævnligt på øen og fik oplevelser for livet. Der skete altid noget, uanset det var jagten i august, september, eller vinterjagten, når isen bandt fjordens vand, bortset fra de altid åbne våger ude omkring Koholm ved Stenhovedet.
Der var en fast ’stamme’ af jægere, som kom på ’øen’, jeg husker navne som, Torben, Ivan, Bruno,Mogens, Knud Erik, Lauritz osv., flinke folk, parate til at hjælpe en ’ungjæger’. Andre få jægere var lidt mere ’territorieorienteret’, så gud hjælpe, hvis du fik dig anbragt for ’tæt’ på under trækjagten.

Jagten i august/september/oktober

Jagten trækjagten på vadefugle og ænder foregik som regel i ’blomsterne’ som området med strandasters blev kaldt, eller langs med stranden nordover, hvor strandengen dengang var bevokset med mindre sivskove. Jagten på bekkasiner var også rigtig fin, vi gik igennem ’blomsterne’ og skød til fugle, der lettede, ætch..ætch, en bekkasin røg op, siksakkede, 2 hurtige skud og bekkasinen var væk. Det lykkedes dog ind imellem, jagtjournalen siger bl.a. 4 bekkasiner i 6 skud, ikke værst.

En af de mere specielle former for trækjagt dengang, var trækjagten på agerhøns. Nogen tror nu det rabler, men beretningen er rigtig. Tilbage i ’60-’70 var der faktisk en god bestand af agerhøns på ’øen, som levede fint af de ukrudtsplanter’ som landbruget senere har formået at udrydde med gift. Agerhønsene trak mellem øen og de store landbrugsarealer på den anden side af Kanalen. Så man anbragte sig i stilling langs kanalen, hvor der dengang var lidt ’klinter’ eller jordhøje, og ventede så på at agerhønsene evt. kom. På solrige dage i september kunne man være heldig at træffe agerhønsene hjemme, gerne på den midterste ’høje’ del af øen. Var man heldig kunne man en solrig eftermiddag skyde både en agerhøne eller to samt et par bekkasiner.Agerhønsene forsvandt desværre som så mange andre steder gr. intensiv landbrugsdrift.

Jeg springer lidt i månederne, kommer til at mindes en jagt, en meget tidlig augustmorgen, mens det endnu var næsten mørkt. Ikke en vind rørte sig, alt var tyst, måske ikke mindst fordi jordtågen lå tæt over strandengen og ud over vandet. Fra fjorden hørtes lyde af fugle, der vågner, en enkelt båd kunne høres et sted i det fjerne, sikkert en fisker på vej ud for at røgte ruser.
Jeg fandt min plads i sivene, ventede så bare på at dagen blev lidt ældre, solen fik nu magt, men
tågen lå fortsat tyk og tæt. Et sted derude i tågen hørtes bløde fløjt fra regnspover på træk.
Jeg efterlignede fløjtene, duuuii, duuuii,, spoverne svarede igen, og pludselig ud af tågen med den blå augusthimmel som baggrund, kom 6 spover glidende på stive vinger, 2 alt for lette skud og flokken var nu reduceret til 4 spover, som opskræmte og forvildede flaksede væk. Måske godt at jagten på spover blev stoppet, jagten på dem var lidt for nem, men det er der sikkert flere meninger om.

På jagtudflugterne blev det i øvrigt fast kutyme, lige at gå forbi ’fårehytten’ som lå midt på øen for at se om ugle Per var hjemme. Der holdt nemlig i en del år en slørugle til inde i hytten. Hytten er for længst væk, og man aner kun resterne af betonstolperne, som var fundamentet til hytten.

Jagt vinter

Jagten om vinteren var spændende, især når der var frostperioder, og fjorden og kanalen var isdækket. Kanalens isflager, som ind imellem blev brudt af den gamle Sct. Knud slæbebåd, lignede faktisk et større puslespil med de tusindvis af store og små isflager, der lå og glimtede som store diamanter på solrige vinterdage. Var jagten gået lidt død, ventede vi som regel på at Sct. Knud stod ud gennem fjorden, forbi Klintebjerg og videre. Det satte mange gange lidt gang i trækket, når båden på sin rute fik skræmt nogle af ferskvanddykkerne på vingerne.

Der kunne i tøvejrsperioder forekomme lidt større åbne vandflader i kanalen, og her lå der så som regel et par fiskere i båd og forsøgte at stange ål. Man brugte en såkaldt ’plump’ et stort vægtbelastet ålejern forbundet med et tov, som må så lod gå over bord, hvorefter det susede ned i kanalbunden i håbet om at ramme en ål eller 2.

Trækjagten foregik som regel yderst på Koholm, hvor vi byggede isskjul ved at rejse nogle af de store ilanddrevne isflager på højkant, og ventede så på morgentrækket af troldænder, hvinænder eller skalleslugere. Det var en kold affære, flere lag tøj, afsluttet med en hvid kittel, som jeg havde lånt derhjemme. Vi frøs som en i helvede ved at sidde på den bare jord, måske det er derfra udtrykket ’kold i røven’, stammer fra.. J

Men jagten var spændende, og der skete som regel altid noget, fugle i luften, hurtige skud. Jeg husker en situation, hvor jeg ’holdt’ til en høj trækkende troldand, skuddet gik, anden pakkede dødskudt sammen, ramte med et brag nyisen, og var væk. Kun et lille rundt hul i isen vidnede om episoden. Den and fik jeg ikke.

Afsluttende bemærkninger

Alt har sin tid, skikke og adfærd ændrer sig, ja selv naturen ændrer sig, som den har gjort i årtusinder.
Jagt har bestået siden stenalderen, dengang for at overleve. I dag overlever man måske netop en travl hverdag ved at sætte pris på, og bruge naturen, hver på sin måde, jagt er langtfra kun et spørgsmål om at skyde, men en måde at opleve naturen mere intenst.
Strandjagt kaldtes den fattige mands jagt, fordi den var billig. Måske er sandheden i virkeligheden den, at strandjagt finder sted i omgivelser, som er så naturskønne og varierede, har så rigt et fugleliv, at det savner sidestykke.
Jeg dyrker fortsat jagt, nu mest skovjagt, men kan godt savne jagten på ’stranden’, duften af fjordvand, tang, lyden og synet af fugle i tusindtal.

Når jeg en dag går på efterløn/pension, vil jeg igen prøve at opleve jagten og omgivelserne på øen
Jeg håber det lykkes at bevare jagten på Stige Ø for eftertidens unge, der ønsker en sund

John Löwenstein