Bukkefeber  

af Henrik Grønlykke

De fleste bukkejægere drømmer eller har drømt om, at pladsbukken netop lige træder frem og blotter sig, når man er kommet på plads på anstandsstedet, der i hjertet af bukkens fouragerings territorium. Er klar til at slippe den perfekte bladkugle. Det er for de fleste kun` drømme, der aldrig er indfriet for en selv; men kun noget, der er overgået af heldige nimroder, hvor heldet kun`, tilsmiler dem`, gang på gang, hvor uheld og fejl aldrig begås. Det er ofte det, der høres… og fortælles om… Der er hændelser, jægeren, ikke ønsker uvedkommende indviede i, af hensyn til negativ omtale i anden potens, alt respekt for det. Det er jo svært, at huske, hvis der ikke føres journal og notater over de knap så heldige episoder, hvor enten forbi skud, funktionsfejl fra en selv eller meget værre en forbandet anskydning, hvor ens selvværd kommer til kort; men forhåbentlig alle anstrengelser er brugt til, at tilvejebringe, det anskudte vildt, når ulykken er sket. Det er heldigvis ingen af de episoder med fejlbedømmelse og uheld, der er hændt til notering, efterretning og selvransagelse på denne jagttur. Den historie kommer til sidst.
Uheld, med alt dens ubehagelighed som et spøgelse, prøver de fleste nok, at stifte bekendtskab med i en eller anden grad. Jeg håber min jagtberetning bliver læst med… om ikke forståelse… så overbærenhed.

Det er nu fjerde gang, jeg har købt jagtrejse til Remodex `es nok bedste revir i Zalachowa, en fantastisk god bukkejagt eller rettere brunstjagt, skønt brunsten ikke var kommet rigtig i gang først i august det år; Og dog; men det gør ikke noget på denne skønne årstid, hvor høsten er i fuld gang temperaturen behagelig og forventningens baumeter på "change". Jørgen, min rejseledsager, der har jagtet i Polen i mere end 35.år, nedlage elleve stærke bukke på den tur. Jeg havde forudbestilt fire bukke. Det blev til fem. Vi blev tilbudt at skyde 25. bukke. Det er det maximale, der må skydes på de 11.000 hektar jagtforeningen råder over, så der er, store, større, største og medaljebukke bukke på reviret.
Jørgen hentede mig, ved tretiden den 3. august med kurs mod Oder grænsen for elleve timer senere, at ankomme planmæssigt til destinationen. Det sædvanlige, indkvartering kontrolskydning jagten var skudt i gang.
Min jagtfører Lecga og jeg fik snakket om jagten råvildtbestanden reviret visa versa ud til aftenens første pyrsch. Vi kunne af gode grunde, ikke vide, hvilken senarier, der kom til at udspille sig først på aftenen. Her, sagde Lecga, i det her område, går der, en meget stor buk. Jeg har holdt øje med den gennem foråret og sommeren. En fryd for øjet. Du ved Lecga, jeg ikke vil skyde medalje bukke! Er det en sådan... lader jeg den gå! Basta.
Den første times tid nød vi stilheden mellem mark og eng og aftenens inferno af insekter i solens smukke rødgule skær over den grønne eng mod mosens tætte rørskov. Fra tårnet ca. 3m. over niveau, havde vi et godt overblik over rørskoven og de hvide buske, der stod spredt her og der ud mod engen og skovbrynet.

Lecga og jeg bladede på skift. Nu var der gået en time. En rå en lille buk gik essene på engen og forsvandt stille og roligt af en veksel i rørskoven. Pludselig fik jeg øje på en buk i tagrørene tæt ved tårnet. Milde himmel... sikke en hovedpryd. Den var godt nok stor, syntes jeg. Lecka hviskede skyd! Nej... den er alt for stor var mit hviskende svar. Tog kameraet frem med 20 x forstørrelse... skød løs. Lecka, den er gemt til dig. Prøv at tage sigte på den! Tikkede han. Nej du kan tro nej, sæt det giver krampe i pegefingeren! Du kan bare nøjes med kun, at skyde den ene` buk. Situationen var helt surrealistisk, drømmebukken på et sølvfad, syntes, at være for stor lige i stunden, hvor mange gode billeder allerede lå lagret i kameraet, uden et enkelt smældende skud, der for længst havde bragt det usædvanlige smukke syn af en buk til ophør. Bukken følte sig sikker, som enehersker, uden nogen trusler fra indtrængende rivaler, der blot blev jaget ud, hvis, den viste sig, at udgøre nogen som helds trussel mod revirkongen. Den skridtede majestætisk engen af. Gjorde udfald mod tårnet. Smælede, vejrede intenst, skrabede med for klovene her og der på engen. Bukken var i høj grad påvirket af stoffer. Dens eget testosteron, men den var også begyndt at ane ”ugler i mosen”. Hvordan i alverden, kunne man, tillade sig, få sig selv til, uden nogen form for anstrengende pyrsch, bare at tage sigte... slippe kuglen. Det ville være klimaks og alt for nemt. Vilde det ikke? Tja... Nej... Bukken er ikke en medalje buk, overbeviste jeg mig selv om, efter grundig iagttagelse i håndkikkerten. Bukken var ligesom blevet lidt mindre, eller var der noget galt med zeiss kikkerten? Nej, det svageste led, er øjet, der ser igennem. Det kan der ikke kompenseres for. Den hviskende kommunikation fortsatte. Så skal du fanneme også sørge for, at afkogningen er klinisk ren og tørre den ordentlig. Vand på horn koster en mindre formue. Ja, det lover jeg, hviskede Lecga. Så nemt havde det aldrig været. Stilheden blev brudt af 6,5`en. Af en eller anden grund udeblev, den euforiske fornemmelse, ikke fordi, om bukken kunne være i medalje klassen; men, jagtmåden, bare gøre sig til herre over liv og død over så skøn en aftenstemning. Velvidende, der skal tøndes ud i bestanden af råvildtet. Jagtindtægterne går til vildtskade erstatning til bønderne og vinter fodring af vildtet. (Fornemmelsen af eufori kom først fem måneder senere, da jeg endelig tog mig sammen til, at hænge opsatsene op blandt de andre på vægen og gennemlæse mine jagtnotater fra 2013). Lecka blæste dyrets død på Polsk, aftenen var stadig ung. Solen stod endnu noget over horisonten. Duften af eng og ny høstet korn i sommeraftenen, var ikke til at tage fejl af, Ikke mere jagt i aften.
Den sidste aften tog vi på pyrsch i et område ved slottet, hvor floden danner yderst grænse til jagtområdet og tæt på vores indkvartering. Vi kørte ud til enden af engen langs floden, hvor skoven ender set fra slottet cirka tre kilometer. Der parkerede vi bilen. Det var meget varmt. Myggene angreb konstant, det var næsten ikke til, at holde ud. Planen var, at pyrsche på langs og tværs af skovsporet til vest enden af skoven. Der gik nemlig også en af de store. Lecka ville blot vise mig bukken. Så var resten op til mig, skønt min interesse ikke var nærværende. To og en halv time var gået med pyrsch og 2/3 af skovsporet tilbagelagt. Lecka gik forrest og jeg bagerst. Han holdt øje med venstre side og jeg højre. Pludselig ud af øjn krogen, så jeg, en buk gå på tværs små halvfjerds meter til højre på et tværgående skovspor mod engen. Hvis bukken holdt retningen og var en afskydningsbuk, ville den krydse et sted, hvor underskoven var slået, beskåret og kort efter passerer skovsporet, vi stod på. Fik klappet Lecka på skulderen, pegede på skydestokken, der hurtigt blev klargjort. Lecka var desorienteret. Han havde ikke set bukken, jeg pegede i retning af, hvor jeg forventede bukken ville vise sig… Der hvor underskoven var beskåret på et kort bælte, gik bukken intet anede på tværs, uden fornemmelse af vores tilstede værelse. Det er en buk til afskydning, konstaterede jeg. Riflen lå klar i anslag til skudafgivelse… 35m. Kuglen blev sluppet. Der var ikke gået mange minutter, fra bukken blev set, til den flotte seksender lå på skovbunden efter en kort spurt på fem og tyve meter. Klokken var 20.06. Lecka hentede bilen der var parkeret to og en halv kilometer tilbage i østlig retning. Imedens nød jeg en pibe tobak, der kunne holde de djævelske myg på afstand og funderede over og de vidt forskellige jagtsituationer, der havde udspillet sig på denne skønne jagttur. Det jagtlige mætningspunkt var nået. Jagten var gået lige efter bogen. Lecka blæste dyrets død.
Alle fem bukke faldt for vel placerede 120 grain (7,8 gram) Nosler Ballistic Tip. For interessererede håndladere og uden ansvar af mine præferencer, at anvende nævnte ladninger på 46,5 grain URP, V0 kronograferet til 880m/sec i min Sauer 90. ladninger jeg tidligere har afprøvet og anvendt er
Vihtavuori N160 47grain og for kort pibe i fuldskæftet Sako Vihtavuori N135 38 grain. Fænghætte CCI 200. For de tre ladningers vedkommen, er de, næsten og uden jagtlig betydning sammenfaldende i ordinat med skytteforeningernes blå Norma 100 grain (6,5gram) standard patron på 100m.

Buk nr. 1 nedlagt fra tårn buk nr. 5 nedlagt på pyrsch

Det skulle have været pyrsch på kronhinder, kalve og vildsvin. Jagtreviret ligger i det nord vestlige Polen ind til den gamle grænse ved DDR. Hvor et meget stort stats resevat, er nabo til jagt reviret, vi skulle jage på. Bureauet er et anerkendt og seriøst foretagen. (Det her omtalte er ikke Remodex) Ifølge prislisten lovede de 50 % på hinder, kalve og vildsvin op til 49,99kg.

Imidlertid, var bureauet ikke orienteret om, at der var holdt en stor trykjagt fjorten dage før vi ankom og kvoten for hjorte var opbrugt De oplysninger, blev vi, først bekendt med, da vi ankom efter aftale på en fredag aften i november måned 2013.

Vi var seks jægere, jeg var kommet med på et afbrud. Vi holdt et krisemøde. Hvad skulle vi? Tage hjem? Vi var trods alt kommet til destinationen, og havde betalt fire tusinde kroner for tre dages pyrsh. Så hvorfor ikke gribe chancen og prøve en trykjagt.

Vi blev tilbudt anstand morgen, aften og nat 50 euro pr. Dag. Det gav ingen jagtlig resultat. Den følgende formiddag blev vi tilbudt en engageret trykjagt formiddag/eftermiddag mod merbetaling på 25 euro pr. jæger. De Polske jægtførere var positive og gjorde et godt stykke arbejde for at tilfredsstille vores jagtlig forventninger; men kronhinder og kalve, så vi ikke meget til, bortset fra en` enkelt kronhind med kalv.

Såterne var små, da vi kun er seks skytte i alt. Placeringen af skytter var ind imellem betænkelig for sikkerheds vinkler til nabo skytte. I en af såterne, var min placering på et ca. fem meter smalt skovspor, og sidste skytte, der blev sat på post. Afstanden til næst sidste skytte var ca. fem og tredive meter på et 90 grader skovspor. (Vi kunne ikke se hinanden). Støjen fra drevet og hundenes glammen kom tættere på. Fra min nabo post lød et skud. Det var uhyggelig tæt på. Mon han vidste, hvor sidste post stod? En keiler passerede i fuld fart over sporet ret for mig. Mit skud faldt for sent og slog ned i skovsporet bag den. Drevet var færdig. Det viste sig, at min nabo post, ikke kendte til min placering. Heldigvis faldt hans skud til venstre fra mig...?

Ny såt. Jeg fik en god post ved en stor åben lysning i modsatte ende af, hvor drevet startede. Der lød et par enkelte skud. Drevet kom nærmere. Hundene glammede helt vildt og højt hen over lysningen. Frem og tilbage gik med at jage vildsvinene. En uberlaufer løb på tværs 35-40 m ude. Kastede 30.06`ern til skulderen, fulgte svinet i kikkerten, trak hen på trynen, trykkede på aftrækkeren… ingen reaktion. Repeterede og skød igen… ingen reaktion. Svinet fortsatte ca. 40m lige ind i et hegn og lå sprællende. Den var gennem skudt med to velplacerede 165 grain Nosler Accubond (10,7 gram). Kuglerne virkning var som spids skarpe. Ud og indgangs huller var omtrentlig lige store.

Den sidste formiddag blev ulykkens dag for mig i anden sidste såt. Det var, og blev ingen trøst, at en medjæger havde anskudt en stor so, den første nat. Eftersøgningen resultatløs. Nu kom den frygtede tur til mig. Mit første stykke klovbærende vildt, var mistet for bestandigt efter en anskydning.

En keiler og en uberlaufer skilte sig ud en 25-30m lige bag drevet og stod stille et øjeblik. Jeg turde ikke skyde i den vinkel. Dyrene satte langsomt i gang. Jeg fulgte keileren i kikkerten og trak mod trynen, afgav skud… ingen reaktion. Repeterede, trådte et skridt til siden, højre fod ramte en fordybning i skovbunden og skuddet faldt ukontrolleret som ren forbier. Første skud har sandsynligvis truffet yderst på boven. Foran holdet var nok for langt fremme. Det er min fornemmelse. På an skuds stedet, var der, fin rød sweiss, dog ikke svampet. Blodsporet kunne følges tydeligt ca. 50m, derefter pletvis yderlig 50m. Der blev brugt yderlig tyve minutter med en tysk jagtterrier på sporet. Polakkerne sagde, vildsvinet var gået ind i reservatet. Der havde de ikke tilladelse til at eftersøge og måtte opgive...? Det var etisk utilfredsstillende, når ikke flere ressourcer tages i anvendelse, og alle til rådig anstrengelser ikke bliver anvendt. En anskydning er en for mange, sådan skal det være. Alt andet er uacceptabel Det er jægerens ansvar! Undskyldninger er værdiløse, når skuddet ikke er dræbende!

På de tre dage blev der skudt seks stykker vildsvin. Jagtselskabet forventninger blev ikke indfriet på denne jagttur. Mit skud statistik var elendig. Træning på hjortebanen og jagtbiograf har vist sig, ikke, at være forsvarlig nok for denne form for trykjagt. Det er taget til efterretning. Her kan ikke plasters med kreative undskyldninger.

  Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.